OC ROASTERY

OC ROASTERY, CARSLBERG BYEN

Kvalitet og ansvarlighed går hånd i hånd hos os

Vi går kompromisløst efter kaffe af højeste kvalitet – og med fuld gennemsigtighed i hele værdikæden. Vi handler så direkte som muligt, inden for rammerne af lokal lovgivning – både med kooperativer og individuelle producenter – fordi vi tror på, at stærke relationer skaber bedre kaffe og mere retfærdige vilkår.

Vores vision for de kaffer, vi handler, er at opbygge langvarige partnerskaber, hvor producenterne har ordentlige lønforhold, adgang til uddannelse og mulighed for at udvikle deres lokalsamfund. Det er blandt andet nogle af de målsætninger, vi arbejder med gennem vores engagement i Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe, som vi har været en aktiv del af siden dens begyndelse i 2022.

Derfor besøger vi jævnligt kaffefarme og kooperativer. Gennem vores besøg styrker vi relationen til både kooperativet og den enkelte bonde, og vi ser med egne øjne, hvordan der arbejdes med og omkring kaffen. Ser vi områder, hvor vi kan bidrage til at hæve levestandard og arbejdsvilkår, går vi i dialog med de rette aktører.

Vi arbejder målrettet efter kun at importere rene, velsorterede og uniforme bønner, der lever op til vores standarder. Alle kaffer, vi køber hjem, er nøje udvalgt og sourcet af vores Head of Coffee, Kasper S. Frandsen, og vores ristemester, Reza F. Anissi –
begge med mange års erfaring og dyb indsigt i hele værdikæden fra jord til kop.

Når kaffen lander i vores risteri Bag Elefanterne i Carlsbergbyen, behandler vi hver kaffe helt individuelt. Den bliver ristet, sorteret og kvalitetssmagt hver uge, inden den sendes videre.

Vi arbejder løbende på at gøre vores forretning mere bæredygtig. Det gælder alt fra emballage til transport og håndtering af råvarer.

Emballage
Vi bruger udelukkende poser lavet af mono-materiale, som kan genanvendes. Samtidig reducerer vi poseforbruget i vores egne kaffebarer ved at arbejde med 3-kilos poser, hvilket både forlænger posens levetid og mindsker affald.

Transport

Kaffen distribueres direkte fra risteriet til vores egne barer og erhvervskunder én gang om ugen i vores egne elbiler – for at reducere CO₂-aftryk og optimere logistikken. I stedet for engangspap bruger vi
transportkasser, der kan genanvendes igen og igen.

Kafferisteren
Vi rister på en Loring Kestrel 35 kg, fordi den giver os både et lavere CO₂-aftryk og højere kvalitet. Loring arbejder med et lukket varmesystem, der genbruger energien og reducerer gasforbruget med op til 80 %. Det betyder markant lavere CO₂-udslip og intet behov for en afterburner. Samtidig opnår vi renere smagsprofiler, stabil reproducerbarhed og en mere effektiv drift med minimalt spild.

Kvalitet og udnyttelse af råvarer

For at opnå den bedst mulige smagsoplevelse bruger vi en avanceret color sorter, som sorterer de ristede bønner, så det kun er den bedste kvalitet, der ender i vores poser. De frasorterede bønner går ikke til spilde – de bliver til Resource Blend. Resource Blend er en sammensætning af 2. sorteringsbønner fra
vores fulde sortiment. Den sælges til en lavere pris, men smagen overgår stadig meget af det, man normalt finder på markedet. Det er god kaffe, som vi blot vælger at sortere fra for at holde vores standarder helt i top.

DANSK ALLIANCE FOR ANSVARLIG KAFFE

Gennem de seneste 25 år er kaffebønder blevet fattigere og kaffeproduktionen er truet af klimaforandringer, afskovning og manglende gennemsigtighed i værdikæden. Etisk Handel Danmark har derfor etableret Den Danske Alliance for Ansvarlig Kaffe. Denne består af relevante danske aktører, som i fælleskab arbejder mod bedre muligheder for kaffeproducenter, naturen og klimaet.

Vi deler æren af at være med i Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe med i alt 37 andre danske aktører. Vores fælles vision er, at der bag hver kop kaffe vi drikker i Danmark, ligger engagerede partnerskaber for at genopbygge natur, forbedre levevilkår og øge robusthed over for klimaændringer.